Vi taler ofte om klasse, som i at tale om de som er fattige, den enlige mor, kroniske syge, de som lever på gaden og de hvis privilegier ikke mærkes i hverdagen. Vi taler om fattigdom, sygdomme men hvor ofte taler vi med fattige mennesker, og mennesker med kroniske sygdomme. Raske mennesker bør vi tænke lidt mere over vores helbredsprivilegie, et privilegie man som rask ofte tager for givet. Måske er det igennem den reflektion, at vi mærker solidariteten til fattige og kronisk syge mennesker. Så vi ser udsatte i vores virkelighed som en intersektion, og ikke bare nogen priviligerede har ondt af.
