Vi taler om det paradoksale i, at selvom vi er inkarneret her på jorden som fysiske mennesker, så søger mange af os stadig opad, når vi ønsker at udvide vores bevidsthed. Det har den konsekvens for langt de fleste, at vi glemmer at pleje vores fundament. Vores rødder. Forholdet til vores krop og til vores Yoni. Det er gennem kroppen, at vi kan opnå en større bevidsthed, og derfor er det et problem, hvis vi ikke kan mærke, hvad der sker i kroppen.
Når vi begynder at søge en dybere kontakt til vores Yoni, så kan det godt føles som om, at der er en 3. person med i soveværelset i en periode. Nok primært fordi vi, som med så meget andet, har tendens til at blive ret mentale omkring det hele. Nu hvor vi er blevet klar over, at hun er der, så ønsker vi selvfølgelig ikke at overskride hendes grænser, og så bliver vi pludselig meget bevidste om at mærke efter, så vi undgår at gøre noget "forkert." Udfordringen er, at det, som alt andet, er en læringsproces. Vi kan ikke bare sætte os for, at nu vil vi gøre alt korrekt, og så er der styr på den relation og den del af vores liv. Sådan fungerer det ikke. Mange af os har været afskåret fra vores Yoni i længere tid, og vejen "hjem" er belagt med mange snoede stier og afstikkere undervejs. Og det er helt okay. Faktisk er der ingen - og slet ikke Yonien - der forventer perfektion. Det er ikke pointen. Derimod handler det om, at vi er villige til at ændre vores indstilling til vores bækken og vores Yoni. At vi sætter en intention om at ændre vores tilgang fra målrettet og kontrollerende til nysgerrig og udforskende. Så skal det hele nok gå.
Det kan være en ganske anden oplevelse, når vi pludselig selv står overfor vores Yoni. Når vi selv banker på "døren" medbringende et oprigtigt ønske om at udforske og lære nye ting om os selv. Oplevelsen af, at nu mødes vi. Nu genforenes vi med en hengemt vis og uerstattelig kraftfuld del af os selv. En del, som vi ikke kan leve uden. Som kender os ud og ind. Som bærer os gennem hele livet. Hun ved bedst. Hun kender alle vores sår og traumer. Vores glæder og triumfer. Hun er vores tætteste allierede. Alligevel kan vi glemme hende i hverdagens tumult og kaos, hvor samfundets normer og regler er med til at få noget, der burde være det mest naturlige, til at føles forkert, skamfuldt og grimt. Nu er tiden inden til, at Yonien kommer helt frem i lyset igen. Hun skal have lov til at skinne ubegrænset gennem os alle hver især. Folde hele farvepaletten ud. Alle nuancerne skal frem. Vi skal frem. Det er på høje tid.
