Der er ‘potentielt nyt favoritafsnit’-alert i denne uge af podden. Ingen ringere end Ole B. Meyer kigger forbi Blegdamsvej, og hvis du har 100 minutter her i den søde juletid, så synes jeg, de er rigtig godt givet ud på den her snak. Ole har som producer taget den hele vejen fra jyske undergrundsjams og rapbattles på Rapspot, over produktioner for et stort udsnit af 00’ernes danske rappere til en international producerkarriere og credits på udgivelser hos nogle af de største navne herhjemme. De senere år har han stået bag nogle af dansk pop/rocks største succeser i form af Jung, Pauline og senest friends of the pod Von Quar, som han også agerer manager for. Det munder ikke overraskende ud i flere detaljerede snakke om proces baseret på den slags erfaringer, der kun kan komme af at have siddet 10.000 timer i maskinrummet og prøvet ting af. Netop grænsesøgningen og ambitionen om aldrig at skrive den samme sang to gange eller at blive magelig har guidet meget af Oles arbejde, for som han siger - det skal knitre, før der er noget at arbejde med! Der skal være en energi i musikken, ellers kan det være ligemeget. Udover at være skarp og passioneret, så er Ole også bare et virkelig rart menneske at være i rum med. Han kommer med en vibe af en, der kender branchen, og ved hvad og hvem han gider bruge sin tid på. Behøver du flere årsager til at tune in?
Sange afspillet i episoden:
Blitz, Baby - Jung [2020]
Dreams - Fleetwood Mac [1977]
Alt hvad jeg vil - Von Quar [2025]