Se første del af podcast serien:
Interview med Peter Marqvart Otzen om pædofilsagen
Peter Marqvart Otzen har igennem 17 år arbejdet frivilligt med mange sociale sager hvor kommunen laver overgreb på borgerne. Men få sager kommer op på siden af pædofilsagen når det kommer til kommunens pligtforsømmelse.
Han kommer ind i sagen da moren en dag ikke kan hente sin datter i skolen, da datteren på mystisk vis er blevet udskrevet og meldt ind i en anden skole, helt uden morens samtykke. Moren har ellers delt forældremyndighed over barnet og skal efter loven samtykke til en sådan ud- og indskrivning. På Søborg Privatskole har hendes ekskæreste fundet en ny kæreste i skolens sekretær, som er behjælpelig med den ulovlige indmeldelse af den prøvede pige. Peter er taget med moren hen på Søborg Privatskole, hvor skoleleder og sekretær har svært ved at finde den rette grimasse.
Podcasten er næsten en time lang, men hele sagen er også så rig på absurde detaljer, at den ikke lader sig beskrive i korte vendinger.
Vi dvæler i podcasten lidt ved underretningerne, så derfor kommer herunder en uddybning af emnet.
Hvordan kommunen tjener millioner af kroner på børnefamilier
Selvom kommunens indtjening på børne- og familie området ikke er det centrale i pædofilsagen, så er det alligevel et relateret emne, som Peter Marqvart Otzen og jeg selv også kommer ind på i podcasten, da vi omtaler et af statsapparatets vigtigste værktøjer, nemlig underretningerne.
Derfor kommer her en gennemgang med links til de love som muliggør kommunernes enorme indtjeningsmuligheder ved tvangsfjernelser og tvangsanbringelser.
Underretninger er et vigtigt værktøj for at kommunen får en masse penge retur fra staten, den såkaldte statsrefusion. Underretningerne er nemlig det helt centrale værktøj, når kommunen skal igangsætte og komplicere et sagsforløb.
Det er vigtigt at have for øje at tvangsfjernelser, tvangsanbringelser (også de såkaldt frivillige af slagsen) og andre tvangsforanstaltninger altid er resultatet af komplicerede sagsforløb, og faktisk ofte er årsagen til at et sagsforløb overhovedet bliver kompliceret i første instans.
Når først et sagsforløb bliver kompliceret, så stiger kommunens indtjeningsmuligheder. Og Mette Frederiksen sikrede i 2019/2020 kommunerne et endnu større incitament til at børne- og familie sagerne bliver mere komplicerede end godt er, for derved at tjene penge til kommunen. Mange penge.
Børnenes statsminister - men ikke sådan som du tror!
Da Mette Frederiksen vandt folketingsvalget i 2019, var et af hendes kampagneslogans simpelthen “Børnenes statsminister”. De fleste tænker at hun dermed forsøgte at signalere at hun ville beskytte børnene og give dem endnu bedre betingelser for at trives.
Men, kynisk som hun er, var betegnelsen i stedet en iskold indikation af hvad der var på vej til at ske. Nemlig at Mette Frederiksen sikrede at så mange børn som overhovedet muligt kunne blive fjernet fra deres forældre og komme over i statens varetægt.
Hun havde dårligt nået at nyde udsigten fra hendes statsministerkontor på Christiansborg, før hun havde lavet en lovændring som skulle skille tusinder af flere børn fra deres forældre i kortere eller længere perioder, en del af dem desværre for altid (selvom videnskaben altid har været utvetydig om at børnene har brug for samkvem med deres forældre, næsten(!) uanset hvor dårlig forældre de er).
Hun påbegynder nemlig lovarbejdet allerede i 2019 (som lovforslag 2019/1 LSF 197), hvilket er kort efter Mette Frederiksens regering indtrådte. Lovændringen vedrører Lov om Social Service og Barnets Lov, hvor regeringen vil ændre refusionsloftet fra 50 % til 75 %. Lovforslaget bliver fremsat for Folketinget 26. maj 2020 af social- og indenrigsminister Astrid Krag. Den 18. juni 2020 afgiver Social- og Indenrigsudvalget - der bliver ledet af Pernille Skipper - en betænkning som foreslår at lovforslaget bliver vedtaget uændret. 30. juni underskrives lovforslaget af dronningen på et statsrådsmøde. På statsrådsmøderne deltager dronningen, lejlighedsvist ledsaget af en eller flere rigsforstandere (kronprins og andre kongefamiliemedlemmer). Møderne er i øvrigt hemmelige for offentligheden.
Helt specifik bliver denne ændring indført i de gældende lovbekendtgørelser (som ændres op til flere gange om året) hvor det bliver til ændringen af § 176 i Lov om Social Service at det sker (se gældende lov på Retsinformation HER):
Af § 176 fremgår det også at jo større udgiftsniveau, jo større refusionsudbetalinger modtager kommunen i den enkelte sag. Det er med til at øge incitamentet for kommunen til at komplicere (og fordyre) børnesagerne (men det kunne kommunerne da ikke finde på, vel?).
Der refereres i § 176 til § 75 i Barnets Lov (se loven på Retsinformation).
Så snart en sag vedrørende Barnets Lov § 75 overstiger 2.120.000 kroner i årlige udgifter sætter satsen på 75 % statsrefusion ind, og pengene klirrer ned i kommunens kasse uden nogen stiller spørgsmål til de tal som kommunens egen revisor har frembragt. Det er en penge karrusel, der sørger for at der opbygges en kæmpe industri omkring tvangsfjernelser og tvangsanbringelser, hvor også en masse private aktører (Public-Private Partnership eller på dansk “Offentligt-privat samarbejde”) er indblandet. Dette offentligt-private samarbejde er noget statsminister Mette Frederiksen har brugt nytårstalerne til højlydt at rose
Ændringen fra 50 % til 75 % giver kommunerne så mange flere penge til at køre børnesager for, at ingen bør være i tvivl om hvad det er Mette Frederiksens regering her signalerer: “Tag ansvar for borgernes børn, for de kan ikke selv finde ud af det. Her er midlerne til det!”. Med andre ord, der skal tvangsfjernes børn i et væk.
Alene i Gribskov Kommune er der sket en 300 % forøgelse af tvangsforanstaltninger i den indeværende byrådsperiode fra 2021 til 2025.
Det er kommunens egen revisor der fastsætter vurderingen af hvor mange penge en kommune har spenderet i de enkelte sager. Da der ikke foretages kontrol af nogen som helst art, er der en stor chance for at kommunens revisor sætter beløbet højere end hvad den virkelige udgift har været. Estimeres et ophold, fx. på institutionen i Godhavn (ja, den er der endnu og den er stadig en skandale!), til at koste kommunen et beløb der ligger højere end 25 % af de faktiske udgifter, så begynder kommunen at tjene penge på sagen.
Jeg ved det er meget svært for de fleste mennesker at forstå, at staten kan have en så modbydelig indstilling overfor borgerne. Men jeg er ikke desto mindre et øjeblik i tvivl om at det er sandt, og jeg synes at lovændringerne og det stærkt forøgede antal tvangsanbringelser, taler sit eget sprog som klart beviser min påstand.
Kommunen tjener penge på at tvangsanbringe borgernes børn. Staten betaler nemlig helt uden af stille spørgsmål af nogen art!Mette Frederiksens første regering står i 2019/2020 bag det stærkt forøgede antal tvangsanbringelser af børn fra 2020 og frem, ved de lovændringer der hævede refusionsloftet til 75 %.
Citat af Flemming Blicher
Tilbage til sagen
Ovenstående er et sidespring, da denne podcast serie har fokus på nogle kommunale embedsfolks og toppolitikeres rolle i en sag, der på grotesk vis udstiller et system som vi ikke kan være bekendt. Ikke i Gribskov Kommune og ikke på landsplan!
Og vi kan heller ikke stiltiende se til at en mor, uden at have gjort noget forkert, bliver fremmedgjort fra sin datter, fordi hun anmelder nogle pædofile tendenser der kommer fra en datters venindes far.
Når den pædofile senere bliver dømt for det forhold som hun rapporterede, og kommunens indblanding i sagen stadig bliver tiet ihjel, så kan man tydeligt se at moren er blevet udsat for et justitsmord. Det er nemlig kommunen der giver hende mundkurv på, ved at billige at politiet tildeler moren et tilhold, så hun ikke kan udtale sig om sagen.
Synes du sagen skal ende her?
Synes du sagen viser at Gribskov Kommune er til for borgerne og ikke omvendt?
Vil du hjælpe med at udbrede kendskabet til sagen, så moren kan mærke at det samfund der omgiver hende er et humant et af slagsen, der respekterer hendes og hendes datters basale menneskerettigheder?
Herunder kan du finde næste afsnit i Pædofilsagen:
