Listen

Description

Strandtur. Fisketur. Gåtur langs vandet.

Alle danskere har et forhold til havet. I et land, hvor ingen bor længere end 50 kilometer fra kysten, er det næsten uundgåeligt.

Vi er - og har altid været - formet af det hav, som omgiver os. Fra Limfjorden til Vesterhavet og Øresund til de mange bugter og vige.

Men havet er under forandring. Klimaforandringer, overfiskeri og forurening har sat vores blå planet under pres, så det kan mærkes herhjemme og på de store oceaner.

Hvad betyder det egentlig for os alle sammen, når havet forandrer sig?

Det stiller Videnskab.dk skarpt på gennem otte artikler om forskere, der arbejder med havet.

Vi ser nærmere på blåmuslingernes mange fantastiske egenskaber. Så tager vi på tun-safari i Øresund, for at se om vi kan spotte kæmpe-fisken og blive klogere på, hvad dens tilbagekomst til Danmark betyder.

Vi tager med en forsker ud og piller ved manganknolde: dybhavets værdifulde råstof, der gemmer på mange af de metaller, der skal bruges, hvis vi stadig vil lave iPhones og elbiler i fremtiden.

I seriens første artikel, som du allerede kan læse nu, tager vi udgangspunkt i noget så sjældent som en succeshistorie fra det danske havmiljø. Den findes på bunden af Sønderborg Bugt, hvor en forsker en dag kunne tælle 100 gange flere fisk efter et simpelt tiltag.

Artikelserien er en del af Videnskabernes Selskabs formidlingsinitiativ 'VidenSkaber'. I den forbindelse er der også lavet en helt podcast-serie om havet, som du ligeledes kan finde her på Videnskab.dk.