Krige og pandemier. Mistrivsel og klimaforandringer. Kriserne synes at stå i kø i disse år. Men er vores tid mere kriseramt end andre? Eller er det vores måde at tale om kriser på, der har ændret sig?
I denne samtale stiller fire forskere skarpt på krisens anatomi. Samtalen kommer bl.a. rundt om krisen i et historisk og politisk perspektiv og mediernes rolle i skabelsen af krisefortællingerne. Blikket bliver også vendt mod kroppens beredskab og psykologiske reaktioner på kriser med fokus på afmagt, apati, news avoidance og handlekraft.
Hør debatten mellem bl.a. professor Mikkel Vedby Rasmussen, der forsker i strategi i kritiske situationer, og klinisk psykolog Heidi Frølund Pedersen, der forsker i eksistentiel angst.
Samtalen er en liveoptagelse fra Akademiet LIVE - en arrangementsrække på Carlsberg Akademi, hvor forskere og andre eksperter går i dybden med nogle af tidens mest presserende spørgsmål.
Vært er journalist Clement Kjersgaard.