Min gæst er Morten Kirkskov, skuespilchef i det kgl. Teater, skuespiller, instruktør og forfatter.
Ledelse af kultur er ikke en særlig art af ledelse – det er en udvidelse mener jeg.
Den handler ikke kun om at gennemføre, men om at forløse. Ikke bare projekter, men mennesker. Ikke bare planer, men mening. I det krydsfelt, hvor kunstnerisk frihed møder institutionelt ansvar, forskydes selve logikken for, hvad ledelse er og kan være.
Her må man skabe rum for det, vi ikke vidste, vi havde brug for. Man kan ikke lede ud fra forudsigelighed alene – eller nøjes med KPI’er og tidsplaner. Det handler i højere grad om at lytte, mærke, vente. At have mod til at tøve, og evne til at holde rummet åbent, indtil det rigtige viser sig. Det er en ledelsesform, der kræver noget andet end kontrol – det kræver nærvær.
Og det mærkes tydeligt: Ledelse er altid en personlig snak mener min gæst.
Ikke en rolle, man tager på – men en samtale, man har med sig selv og sine omgivelser. Det handler ikke om at spørge hvem skal jeg være? – men om ærligt at undersøge hvem er jeg? Det kræver vedholdenhed og ærlighed. Og ikke mindst: at man ikke lader som om.
I stedet for klassiske hierarkier og magtpositioner, opstår der et behov for en rolig struktur – en slags indre stilladsering, der kan rumme det eksperimenterende og det uberegnelige. En struktur, der ikke kvæler, men holder. Erfaringerne opstår ikke som svar på en manual, men gennem det levede. Som min gæst nævnte i vores indledende samtale: learning by burning. Der er ingen garanti – kun mod.
Ofte viser det sig, at de gode beslutninger tager sig selv. Ikke fordi man trækker sig væk, men fordi man tør blive i processen længe nok til, at det rette kan folde sig ud. Det kræver rytmesans – ikke bare for tid, men for timing. Ikke bare i forhold til publikum, men i forhold til verden.
Ledelse i denne form er også en form for kuratering: af mennesker, af ord, af fortællinger, af samfund. Det etiske rum er ikke bare et spørgsmål om ansvar – det er et spørgsmål om relevans.
Hvad tør vi stille frem i lyset?
Hvad vælger vi at bruge vores stemme til?
Ofte viser det sig, at de gode beslutninger tager sig selv. Ikke fordi man trækker sig væk, men fordi man tør blive i processen længe nok til, at det rette kan folde sig ud. Det kræver rytmesans – ikke bare for tid, men for timing. Ikke bare i forhold til publikum, men i forhold til verden.
Denne ledelse må leve med dobbeltheden. Den veksler konstant mellem at lede og lade sig lede. Mellem at have retning og give plads. Og midt i det hele må man kunne stå – ikke som ekspert, men som menneske. Som én, der ikke har regnet det hele ud, men som tør stå i det uvisse og alligevel tage ansvar.
Det en samtale værdig. Og i den går vi tættere på disse erfaringer. Ikke som teori, men som levet praksis. Og måske – som en påmindelse om, at sand ledelse ikke handler om at finde de rigtige svar, men om at stille sig til rådighed for det rigtige spørgsmål.
