Jeg begyndte som ung dreng at lytte til hip hop, og derved interessere mig for alt hvad den kultur indebærer. Det er noget af det der har gjort mig, og mange andre mænd og kvinder til den person de er. Sådan har man det med at blive forelsket i noget, og lade det definere hvem man er. For at sådanne interesseområder bliver holdt i live, så skal der være nogen, der konstant giver det næring og plejer det.
Torben Portland fra Aalborg og Poul DC fra Horsens, har måske uvidende taget den byrde på sig i starten af 00’erne. I snart 20 år har de to stået bag Run For Cover, der er en af søjlerne i den danske hip hop kultur, og altid har givet den ben at stå på. Run For Cover startede med distribution af musikudgivelser, og har tidligere distribueret plader for bl.a. Suspekt. Med tiden er det blevet til en hub af musikudgivelser, pladesalg, tøjsalg, graffiti og meget mere. Måden de har gjort det på er med integritet, hårdt arbejde og ved at stå op for den kultur de er en del af. Jeg tager en snak med Torben Portland over en kardemommesnurre om hans rejse, Run For Covers historie, god smag og meget andet.