Det stigende optag af medicinstuderende på de danske universiteter øger behovet for tutorlæger til at modtage de studerende, når de skal i klinikophold i almen praksis. Flere regioner har forsøgt sig med de såkaldte dyader, hvor medicinstuderende kommer i klinikophold to ad gangen. Dyade-modellen er blevet afprøvet på flere semestre inden for forskellige fag på medicinstudiet. Et forskningsprojekt i Region Nordjylland viser, at de studerende ikke får dårligere færdigheder trods mindre hands on-træning. Tværtimod giver det de studerende mulighed for at give hinanden kollegial supervision før, under og efter en konsultation. Modellen stiller ikke anderledes krav til de klinikker, der modtager dyader – heller ikke til de fysiske rammer.
Practicus Podcast har været en tur i Vorgod Barde, hvor Brian Nørgaard Albertsen har flere års erfaring med dyader i sin praksis. Vi har spurgt ham, om forskningsresultaterne stemmer overens med virkeligheden. Efter snakken med Brian opsøgte vi Mathilde, som læser medicin ved Aarhus Universitet, for at høre om hendes erfaringer – hun havde nemlig et par måneder tidligere været i klinikophold hos selvsamme Brian.