Føj for en stinker!
Vi rammer et litterært lavpunkt, når vi læser Karolinerne af svenske Verner von Heidenstam.
Bogen er et forsøg på et nationalromantisk epos om den heroiske Kong Karl XII og svenskerne som hans loyale og ukuelige støtter.
De kluntede replikker og den jammerlige stil fremstiller imidlertid snarere kongen som en manisk sektleder og folket som en flok viljeløse fladpander.
Gennem en række noveller, der skildrer Karl XII og hans hof, fremmales et billede af tiden omkring år 1700 og de begivenheder, der - ifølge Heidenstam - har formet Sverige og svenskerne: Det er Sverige som stormagt med besiddelser rundt om hele Østersøen og territorium langt ind i Rusland. Det er store slag i Polen, Ukraine og Tyrkiet. Og det er fatale nederlag, der hærdede den svenske folkesjæl.
Det hele er dog skrevet så ubehjælpeligt, at man ikke ved om man skal grine eller græde sig gennem bogen.
For hvad skal man stille op i mødet med dårlig litteratur? Optimisten trækker ja-hatten ned over begge øren. Pessimisten flår den af, smider den på jorden og sætter ild til den.
Du møder begge typer i dette afsnit, hvor vi blandt andet snakker om:
Kan du lide at se på korthus, som vælter? Så er dette afsnit helt sikkert noget for dig!
Verner von Heidenstam vandt Nobelprisen i litteratur 1916
Illustration: Sanna Kullin
