Listen

Description

🎙️ Malene Znaty – Skolepolitik, fællesskab og børn i centrum

Malene Znaty har i årevis været en tydelig stemme i bornholmsk skoledebat – bl.a. som formand for skolebestyrelsen på Åvangsskolen. I samtalen går vi tæt på Rønne-sammenlægningen: hvorfor hun først var åben, siden imod; hvad der gik galt i proces og kommunikation; og hvorfor ro, stabil drift og ordentlig implementering er vigtigere end endnu en "ny model".

Vi taler om hverdagen i folkeskolen: trygge rammer, pressede medarbejdere og værdien af at lytte til lærere og pædagoger. Malene peger på nysgerrighed, plads til at fejle og tydelige rammer som nøgler til trivsel – og på at test skal være et værktøj, ikke et mål. Vi vender også forældrerollen, begrebsinflation i mistrivselssnakken og hvordan vi styrker børns robusthed uden at overlade opdragelsen til skolen.

Derudover runder vi specialområdet og Vibegård: hvorfor ordvalg og rammer betyder noget, når vi samler sårbare elever; samt forebyggelse frem for brandslukning for barnets skyld og fordi det betaler sig på længere sigt. Endelig ser vi på tilflytning: skolerne er en hovedgrund til at komme eller til at vælge privat. Hvad skal der til for, at folkeskolen igen bliver et aktiv for hele øen?

Det er en samtale, hvor der er fokus på noget af det, der betyder mest i ens hverdag som forælder. Det er ens børn og trygheden ved at aflevere dem i skolen.

Tak for snakken, Malene, og velkommen til Vision Bornholm.

🎧 Podcasten udkommer hver søndag og kan høres gratis der, hvor du normalt lytter til podcast. Værten er som altid Sebastian Bærnthsen.