I dagens afsnit skal vi tale om Vanopslaghs udtalelse om legalisering af kokain, og hvad konsekvenserne af en sådan handling eventuelt ville blive – og hvorvidt det er en god ide eller ej. Udtalelserne har affødt mange kraftige reaktioner, blandt andet fra Vanopslaghs medpolitikere, som mener, at det er for farligt, og at Vanopslagh er en dårlig rollemodel. Men er det så simpel en ligning? Man har fremført mange argumenter for en legalisering af hash – blandt andet det meget centrale element, at man ville tage en stor indtjeningskilde væk fra kriminelle grupperinger – og umiddelbart kan man fremføre det samme for kokain-spørgsmålet. Men ændrer den diskussion sig, fordi det er så meget hårdere et stof? Er kokain simpelthen for farligt til, at man kan overveje den slags? Hvordan ville nattelivsbilledet ændre sig i DK, hvis en sådan legalisering fandt sted, og hvad burde man eventuelt gøre med de ressourcer, som man ville tjene på beskatningen af salget? Og så skal vi, udover diskussionen om legalisering, også nå at snakke om etymologi og om apokryffe bibeltekster i dagens afsnit. Afsnit 278 af DSM, ”Etisk alpint slalom”, er ude nu!
Cover: foto via Maarten Duineveld + redigering af DSM.