"Det høje C" er et fænomen fra klassisk opera hvor dén tone er det højeste den mandlige solist (tenoren) som regel skal nå. Det er ingen let opgave og selv 3-4 toner under rammer mange heller ikke selvfølgeligt.
Selvom der til dels synges med (anden) teknik har det ofte slået mig hvor naturligt mange sangere i pop og rock når derop (og adskillige endda en hel del højere). Det lyder legende let og til skeptikerne kan det tilføjes at de fleste af dem også kunne 'live'.
Så "Det Høje Pop C" er nu temaet i Sejrstimen.
Men fordi det høje C var kriteriet blev der ikke plads til f.eks. Supertramp, Procol Harum, Saga, Duran Duran, Keane og mange andre hvis forsangere dog stadig når drømme tenor-toner.
Nogle få stemmer havde så endda samtidig de dybe toner og kunne spænde over mange oktaver (ambitus). Et berømt eksempel på det er norske Morten aHarket
