Vi hører ikke lyden, men vores hjernes fortolkning af nogle elektriske impulser. Men når du lytter lit denne podcast, hører du især ikke lyden. For du bliver præsenteret for en særlig formattering, som et særligt apparat har filtreret et stykke virkelighed gennem. Hvad sker der med opfattelsen af tiden, når vi bruger de apparater, vi har opfundet til at forsøge at gribe, hvad der sker i vores omgivelser? De bruger jo klokketiden som målestok. Og de er bygget så de viser os verden fra ét punkt, - et udgangspunkt der nødvendigvis må være nogen der træffer et valg om. De er med andre ord formatteret med en særlig logik, - som vi oftest glemmer, i vores daglige omgang med dem. Men hvad sker der, hvis vi lader os føre af skovstien som format? Vi er jo langsomt ved at blive til muld, og den trommehinde jeg hørte en lyd med for 10 år er ikke længere den samme - alle celler i den er udskiftet indtil flere gange. Vi skal et nyt sted hen, i denne podcast, nede ved søen, hvor vi bla. skal opleve en dreng, som går over en træstamme over en bæk med en lille sav over skulderen, som kalder en kat med sig, som følger efter med løftet hale. Vi er stadig på sporet af et eller andet, og denne gang kommer vi det nærmere, ved at spørge, om det ikke er på tide, at vi udvikler apparater, som skærer virkeligheden til på en helt anden måde. Måske skal vi gå ud fra andre væsners sansninger. Måske skal vi spørge Chippo, om han ikke mener, vi skal se at komme i gang med at udvikle en lugt-o-graf...
