Listen

Description

Hvis du kun skal læse een tegneserie om en belgisk grafisk designer i år, så lad det være Olivier Schrauwens ‘Sunday’. Det er den slags tegneserie, der kun kommer én af hvert tiende år, måske sjældnere -- måske skal man tilbage til den Hermetiske Garage for at finde noget lignende. Ja, du læste rigtigt og der er kun to ting at gøre: hør podcasten og læs tegneserien!

Den er at sammenligne med en visuel 'Ulysses’ og som James Joyces nybrydende klassiker foregår den på en enkelt (søn)dag og følger en række personer i en række parallelle spor i en tegnet bevidsthedsstrøm. Fortælleplanerne skifter og der springes mellem den umiddelbare nære nutid, den ikke altid klare fortid, forestillede virkeligheder og Schrauwen afsøger helt nye muligheder for hvad en tegneserie kan.

'Sunday' balancerer mellem det grafisk avancerede og lettilgængeligt humoristiske, kombinerer Dan Browns mainstream-bestseller ‘Da Vinci Mysteriet’ med det psykedeliske og går ikke af vejen for at klemme en semiotisk pikjoke ind. Du kan med andre ord godt glæde dig til 500 siders fantastisk tegneserieoplevelse. Tro os: du ønsker ikke at gå glip af den!