Listen

Description

Et højere renteniveau, en gunstig udvikling på de
finansielle markeder og købet af Handelsbanken Danmark er de væsentligste
årsager til, at Jyske Bank kom ud af 2023 med det bedste resultat i bankens
historie; et overskud efter skat på 5,9 mia. kr. svarende til et resultat pr.
aktie på 89,3 kr.

”Samlet set for Jyske Bank både finansielt og i forhold til
integrationen (af Handelsbanken) har det været et rigtig fint år,” konstaterer
ordførende direktør Lars Mørch, der præsenterer sit første årsregnskab efter,
at han tog over efter Anders Dam d. 1. november sidste år.

Udbytte til aktionærerne

Aktionærerne kan se frem til et kontant udbytte på 500 mio.
kr. – eller hvad der svarer til 7,78 kr. pr. aktie. Om den fremtidige
udbyttepolitik, siger Lars Mørch:

”Fremover vil vi udbetale ca. 30 pct. af det forudgående års
resultat i kontant udbytte, og derudover laver vi aktietilbagekøb i det omfang,
vi kan.”

Noget lavere forventninger til 2024

Ovenpå rekordåret 2023 har Jyske Bank allerede ’guidet’ om
lavere indtjeningsforventninger til 2024. Årets resultat ventes at lande i
intervallet 4,3-5,1 mia. kr. Særligt som følge af lavere kursreguleringer og
forventninger om lavere vækst i dansk økonomi.

”Vi ser ingen tegn på, at aktivitetsniveauet i samfundet
samlet bliver meget stort, og så må der på et tidspunkt begynde at snige sig
lidt tab ind. Ikke meget store tab, men dog lidt mere normaliserede
tabsniveauer,” siger Lars Mørch oven på et 2023, hvor tabene i kreditbogen var
på det laveste niveau i mere end et årti.

Hent årsrapporten her.