Podcaststudiet er godt fyldt op i denne episode af Entertainmentretten, hvor influencermarkedsføring endnu engang står på dagsordenen.
I december 2024 gav Forbrugerombudsmanden, Torben Jensen, vores lyttere et unikt indblik i institutionens seneste indsatser på bl.a. influencerområdet, da han deltog som gæst i podcasten. I denne omgang drøftes samme vigtige tematikker, men synsvinklen skiftes ud, idet Jakob Plesner og medvært, advokatfuldmægtig, Johanne Gershøj Bruhn, får besøg af influencer og virksomhedsstifter, Rasmus Kolbe (‘Lakserytteren’), journalist og skønhedsblogger, Katja Moikjær, samt marketingschef og forfatter, Katrine Mølgaard Thielke.
Sammen vender og drejer disse tre veteraner inden for det danske influencerbranche, hvilke retlige udfordringer de mener, at branchen står over for i lyset af de nugældende markedsføringsregler.
I episoden drøftes blandt andet:
• Hvad der er roden til bekymringerne i den danske influencerbranche om overholdelse af markedsføringsloven?
• Hvor går grænsen mellem at være erhvervsdrivende og privatperson på de sociale medier?
• Hvornår foreligger der en kommerciel hensigt når det drejer sig om indhold på sociale medieplatforme?
• Skjult reklame og grænserne for reklamemarkering.
• Hvordan reglerne er for produktanmeldelser, hvor anmelderen får et gratis eksemplar som led i en anmeldelse.
• Forskellene i markedsføringsreglerne for traditionelle medier versus influencerbranchen.
• Reklamering overfor børn og unge.
• Betydningen af den teknologiske udvikling.