Fedeabe har allieret sig med Professor i Plantefysiologi ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet Michael Palmgren, for at afdække de 40 mest spændende planter. Og mens det er tydeligt, at professorens hjerte banker for planteriget, så er Fedeabe nødt til at spørge, om ikke planter lever en slags skyggetilværelse i den menneskelige populærkulturs øjne - i hvert fald i forhold til dyr? Vi starter listen over Danmarks 40 fedeste planter med at gøre plads til en nummer 41, men kunne det være anderledes, når man har med en plante ved navn "gåsemad" at gøre? Der bliver dog også tid til at runde alle tiders største botaniker, ham der ordnede hele verden og var lidt af en arrogant fyr, og så slutter vi denne første Plantespecial ud med verdens mindste plante.