Komplikationer efter en fødsel førte til, at Dina var ved at forbløde på grund af en revnet hovedpulsåre. I elevatoren på vej til operationsstuen oplevede hun at se sin egen krop og hospitalspersonalet udefra. Hun kunne følge de tilstedeværendes tanker og samtaler, samtidig med at hun oplevede en utrolig lethed og ro – “en ren væren”, som hun selv kalder det.
Mens hun senere lå i koma, oplevede hun en række stærke øjebliksbilleder: hendes mand Rune på hospitalsgangen, en lægesamtale med de pårørende og hendes nyfødte barn hjemme i stuen. Hun beskriver også en oplevelse af at rejse ud “i universet”, hvor alt syntes forbundet gennem lysende tråde af kærlighedsenergi.
Efter nærdødsoplevelsen valgte Dina at stoppe som sygeplejerske og uddanne sig til psykoterapeut. Hun har mistet sin angst for døden og fået en ny forståelse af, hvad det vil sige virkelig at være til.
Du kan læse mere om Dinas professionelle virke på hendes hjemmeside: dkterapi.dk