Lyden af hundredvis af vuvuzelaer buldrer gennem det nybyggede stadion. På banen glider præsidentens Jeep-kortege forbi til tonerne af sin egen hyldestsang.
Buster Emil Kirchner overværer de spektakulære syn fra pressetribunen og får imens stukket en glitrende coffee-table-bog i hånden. Side op og side ned om regimets storhed — ikke ét ord om den verserende borgerkrig.
Hvert år udarbejder den uafhængige norske NGO, Norwegian Refugee Council, en liste over verdens glemte kriser. Cameroun har i en årrække ligget i toppen.
Lyt med, når Buster Emil flyver til Afrikas største fodboldturnering, og rejser til frontlinjen for at finde historierne, som magthaverne helst vil skjule.
‘Jeg har set verden styrte i grus’ er en original podcast fra Caritas Danmark, støttet af Danida. Podcasten er produceret af podcastbureauet hearHEAR.