Andelen af unge uden uddannelse eller beskæftigelse altså unge i den såkaldte ”restgruppe", var i 2021 på 45.000 15-25-årige. Det er en gruppe der bliver talt en del om, statsministeren gjorde det blandt andet i sin nytårstale, men i bogen ’De Resterende’ sætter unge, som enten er eller har været kategoriseret som den her gruppe, selv ord på deres fortælling. Ofte er der nemlig en forklaring på, hvorfor man ikke kan leve op til de gængse krav som systemet stiller. I den her episode kan du høre 22-årige Schjelde fortælle om sin opvækst og ungdom og hvordan de er kommet derhen, hvor de er i dag.
"Den demokratiske selvtillid blandt unge daler.” ”Unge mistrives.” ”Unge bruger alt for lang tid på sociale medier og bekymrer sig alt for meget.” Der bliver talt meget om os. Os unge. Men hvornår bliver der talt med os? I denne programserie deler unge deres perspektiver på samfundet. For hvilket samfund drømmer vi om? Og hvordan kommer vi derhen? Med andre ord ser vi nærmere på unges udfordringer og muligheder - en ad gangen.