33-årige Mads Rohmann Jensen er endnu et bevis på, at en uddannelse til maskinmester kan føre i mange forskellige retninger. Siden han blev færdig fra Aarhus Maskinmesterskole i 2016, har han således gjort karriere i det rådgivende ingeniørfirma AFRY, hvor han i dag er sektionschef inden for pharma og life science i København. AFRY rådgiver på en bred vifte af områder inden for energi-, infrastruktur- og industrisektoren, men var for Mads en ret ukendt størrelse indtil han mødte en repræsentant for virksomheden på en jobmesse på Navitas et par måneder inden han var færdig med studierne. I udsendelsen fortæller Mads blandt andet om sin vej ind i AFRY, mødet med en fantastisk chef i Kalundborg, og arbejdet med selv at starte en dedikeret pharmaprocesafdeling op. Det omfattede ikke mindst den spændende opgave med at sætte sig eget hold, naturligvis med adskillige maskinmestre.