Jeg kender et menneske, der nærmest gennem hele sit liv har kæmpet med begrænsende overbevisninger. Det er Frank, som jeg har arbejdet sammen med de seneste godt 10 år. Når jeg holder foredrag, kurser og workshops, tegner Frank et referat. Det er ret fantastiske referater, hvor Frank – udover at tegne – noterer kommentarer og pointer. Tilhørere og kursister elsker referaterne, og de er med til at styrke både erindring og læring.
Da Frank havde tegnet for mig et par gange, spurgte han lidt beklemt, om jeg havde bemærket, at han ikke stavede særlig godt? For sagen er den, at Frank er ordblind. Jeg havde bemærket, at der flere steder sneg sig stavefejl ind. Flere af dem markante, men mit svar var, at det skulle Frank ikke tænke på. Han tegnede jo fantastisk – og det var det centrale. Frank blev overrasket og tydeligvis rørt over min reaktion. For jeg var den første, der nogensinde havde sagt til ham, at hans ordblindhed ikke betød noget. Alle andre havde gjort det til et stort problem, og han havde af samme grund haft en kompliceret barndom.
