Jeg er yngst i en søskendeflok på fire, og jeg har egentlig altid haft en fundamental forventning om, at søskende har et særligt forhold til hinanden. Herunder at søskende forbliver tætte, hinandens fortrolige og stiller op for hinanden – gennem hele livet, og uanset hvad der sker.
Det hænger selvfølgelig sammen med, at søskende jo altid er der, at familie ikke er på valg, og “blod er tykkere end vand”, som en for længst afdød onkel ofte mindede os om. Det har derfor altid undret mig, når jeg hørte om familier, hvor søskende ikke havde kontakt til hinanden. Eller ligefrem ikke kunne være i stue sammen.
